Tema 6
Tre Essays
Tidsforbrug: ca. 3-4 lektioner (3-4 x 45 minutter)

Tre essays
Nu skal I møde tre unge mennesker, der hver især har skrevet et essay om at vokse op i deres land. I bestemmer selv, om I vil læse indad eller læse op for hinanden. I kan også vælge læsning i grupper af tre, hvor hver især læser et enkelt af de tre essays og derefter genfortæller, hvad I kan huske til de andre. God fornøjelse!
At vokse op i Grønland – Malik
Jeg hedder Malik, og jeg er 15 år. Jeg bor i Nuuk, som er hovedstaden i Grønland. Nogle tror, at Grønland kun er is og sne, men sådan er det ikke. Jeg bor i en by med skole, butikker og venner – lidt ligesom mange andre unge i verden.
Min hverdag ligner på mange måder andre unges. Jeg går i skole, hænger ud med mine venner og bruger min telefon ret meget. Vi spiller spil, ser videoer og skriver sammen. Men samtidig er der også noget, der er anderledes.
Naturen er tæt på. Hvis jeg går lidt uden for byen, er der fjelde og hav. Om sommeren er det lyst næsten hele tiden, og om vinteren er det mørkt i mange timer. Det påvirker, hvordan man lever. Vinteren kan godt føles lidt lang, men så er det ekstra hyggeligt at være sammen med venner og familie. Min familie betyder meget for mig. Vi spiser ofte sammen, og nogle gange tager vi ud i naturen. Min far fisker, og jeg har været med flere gange. Det er ikke noget, jeg gør hver dag, men det er stadig en del af mit liv. Det føles lidt som noget, der forbinder mig med Grønland. Sprog er også en del af, hvem jeg er. Jeg taler både grønlandsk og dansk. Nogle gange tænker jeg på grønlandsk, andre gange på dansk. Det kommer an på, hvem jeg er sammen med. Jeg kender også unge, som ikke taler så meget grønlandsk. Det kan nogle gange være lidt svært, fordi sproget betyder meget for mange. Jeg tænker også på min fremtid. Nogle af mine venner vil gerne blive i Grønland, mens andre drømmer om at tage til Danmark eller et helt andet land. Jeg er ikke helt sikker endnu. Måske vil jeg gerne ud og opleve noget – men jeg tror også, jeg vil vende tilbage. For mig er det at vokse op i Grønland både almindeligt og specielt på samme tid. Jeg lever et liv, der ligner mange andres, men jeg er også tæt på en natur og en kultur, som er helt særlige. Jeg tror, det vigtigste for mig er det samme som for mange andre unge: mine venner, min familie og følelsen af at høre til et sted.
At vokse op – og være ung i dag på Færøerne – Halla
Jeg hedder Halla og er 16 år. At vokse op som barn var trygt og roligt. Byen er lille, og de fleste kender hinanden. Som barn kunne jeg bevæge mig frit rundt i byen, fordi mine forældre vidste, at det var sikkert.
Jeg har været meget udenfor, især i naturen omkring byen. Man finder selv på lege sammen med venner. Der er også sport og fælles aktiviteter, som samler os. At vokse op her har betydet meget for, hvem jeg er i dag, fordi fællesskabet fylder så meget.
I min hverdag går jeg i 10. klasse, og dagene starter tidligt, fordi jeg pendler omkring 45 minutter med bus til skole. Efter skoledagen tager jeg bussen hjem igen, og når jeg kommer hjem, bruger jeg lidt tid på at slappe af, inden resten af dagen begynder.
Volleyball fylder en stor del af mit liv, især for tiden. Jeg træner meget nu, hvor vi har haft forberedelser til EM-kvalifikationen med landsholdet. For nylig deltog vi i turneringen i Irland, hvor vi endte på en andenplads. Det betyder, at vi er kvalificeret videre til endnu en EM-kvalifikation, hvilket jeg er meget stolt af.
Jeg har for nylig været i Norge og set Færøernes herrelandshold i håndbold spille. Der var utrolig mange færinger til stede – omkring 6.000–7.000 tilskuere. Det svarer til cirka 10 % af hele Færøernes befolkning, og det var en helt fantastisk og meget stor oplevelse.
Når jeg ikke går i skole eller træner, holder jeg meget af at være sammen med min familie og mine venner. Jeg er en social person og sætter stor pris på fællesskab. Det, der har formet mig, er især oplevelserne og menneskene omkring mig. At vokse op i en lille by har lært mig at værdsætte, hvordan folk støtter hinanden, og hvor vigtigt fællesskab er.
Jeg er vokset op med at tage på camping i naturen sammen med hele min familie. Det er noget, jeg har gjort i mange år, og det har givet mig utrolig mange gode minder. Opholdene i naturen har lært mig meget og har været med til at forme mig til den person, jeg er i dag. I den uge, hvor vi camperer, er man altid sammen med sin familie og andre campister. Man er mere nærværende, taler sammen og deler oplevelser, og det har lært mig værdien af fællesskab og samvær.
Når jeg tænker på fremtiden, håber jeg bare at være glad og have gode mennesker omkring mig. Jeg drømmer om at få et godt arbejde, få børn og skabe et liv, hvor jeg trives og føler mig tryg. Jeg tager tingene, som de kommer, og prøver at tage ét skridt ad gangen. Det hele skal nok gå.
Hvis jeg skulle sige én ting til unge på min egen alder i Grønland, på Færøerne eller i Danmark, skulle det være, at man ikke behøver at have alting planlagt med det samme. Det er helt okay at være i tvivl og tage tingene i sit eget tempo. Jeg har lært, at fællesskab og mennesker omkring én betyder mere end perfekte planer. Det vigtigste er at være sig selv og gøre det, man trives med.
Noget, der ofte bliver misforstået om Færøerne, er, at det er et lille og lukket sted. For mig er Færøerne et sted med stærk natur, egen kultur og traditioner, som man vokser op med og bliver præget af. At bo på Færøerne har lært mig at værdsætte naturen, sproget og de færøske traditioner, og det er noget, jeg altid vil have med mig, uanset hvor jeg ender i fremtiden.
At være ung i dag i Danmark – Philip
Jeg hedder Philip, jeg er 14 år gammel og bor i Danmark. Jeg tænker egentlig sjældent over, hvordan det er at være ung i Danmark – det er jo bare det, jeg altid har været vant til. Jeg bor i en lille by lidt uden for København.
Her går jeg på den lokale skole, som ligger lige rundt om hjørnet. Jeg har boet i byen hele mit liv, og jeg synes, at det har været et dejligt sted at vokse op. Vi har en hyggelig gågade ned til havnen. Her kan man om sommeren nyde en is eller spise lækker mad på en af byens restauranter, mens man nyder den flotte udsigt over havet. Byen har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg har tusindvis af minder herfra, som jeg aldrig vil glemme.
I min fritid elsker jeg at være aktiv. Jeg går til fodbold og træner i fitness næsten hver dag, og jeg nyder at holde mig i gang. Dog synes jeg, at det kan være svært at balancere skole, venner og sport på én gang.
Min hverdag ser egentlig meget ens ud. Jeg står op ved 7-tiden, spiser morgenmad, gør mig klar og cykler så i skole. Mine skoledage er typisk fra klokken 8 til 14.30. Jeg elsker min klasse og synes, at timerne er spændende. Det er klart, at nogle dage går nemmere end andre, men når andre unge siger, at skolen er det værste, er jeg ikke enig.
Til gengæld synes jeg, at vores skoledage er lidt lange. Når man først er hjemme fra skole og får sat sig ned, er dagen næsten omme, og hvis man har sport oveni, kan det hurtigt blive ret stressende. Selvom dagene kan være travle, tager jeg ikke for givet, at jeg bor i et land, hvor jeg har adgang til uddannelse.
Jeg hører tit spørgsmålet: ”Hvad vil du gerne være, når du bliver ældre?” Og ja – det er jo lige det. Da jeg var lille, var jeg helt sikker på, at jeg skulle være astronaut, bjergbestiger eller noget andet helt vildt. Men nu, hvor jeg er blevet ældre, bliver jeg mere og mere i tvivl. Behøver jeg virkelig at være en verdenskendt astronaut for at være glad, eller er der andre ting i livet, der er vigtigere?
For nu må jeg blive i tænkeboksen omkring min fremtid, og måske er det i virkeligheden bedre end at have hele sit liv planlagt. Bekymringer om fremtiden er noget, næsten alle unge oplever – ikke bare i Danmark, Grønland eller på Færøerne, men over hele verden.
Det er klart, at fremtiden kan virke skræmmende. Man ved aldrig, hvad den kan byde på, eller hvordan den ender. Men hvis man tænker over det, er det så ikke netop det, der gør livet interessant? Hvis du vidste alt, hvad der ville ske i din fremtid – alle de store ting og alle de små – ville livet så ikke blive ret kedeligt?
Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Måske burde vi derfor tage det lidt mere roligt og lade tingene falde på plads hen ad vejen. Det prøver jeg i hvert fald selv at blive bedre til.
Tal sammen
- Var der noget I fik at vide, i de tre essays, som I ikke vidste før?
- Hvad betyder fællesskab, natur og fremtid for de tre unge – og hvordan ligner det eller adskiller det sig fra jeres eget liv?
- Nævn eksempler på forskelle i hvordan de tre unge ser på deres liv i fremtiden.
Skriv et essay
Skriv et essay hvor du fortæller om dig selv. Beskriv det sted du bor, din hverdag og de mennesker der er særlige vigtige for dig. Hvad betyder noget i dit liv? Hvad gør dig glad? Find svarark herunder og i Materiale Hub. Skriv ca. en A4 side. God fornøjelse!
Tema 6 – Skriv dit eget essay
Fremtid, forestilling & fantasi
Når I er færdige med at skrive essay, kan I gå videre til de næste to opgaver. Find svarark her og i Materiale Hub.
Spørgsmål – Din Fremtid
(Husk at gemme jeres svar)
Tema 6 – Din Fremtid
Din Fremtid
Forestilling & fantasi
Forestil dig hvordan dit liv kunne være, hvis du var født og opvokset i et af de andre lande i Rigsfællesskabet. Vælg først et land.
Skriv nu et brev til en ven, hvor du beskriver dit ”nye” liv.
Brug både din viden og din fantasi. Find Svarark herunder og i Materiale Hub. God fornøjelse!

